Stande lørdag og søndag

Silke, mohair, uld, håndfarvet garn, strømpegarn, lækre blandinger, store tasker og små tasker, perler, nye opskrifter, opstrikkede modeller ......... ja, vi kunne blive ved. Foreningshuset Kasernen er et svimlende overflødighedshorn af alt det, vi som strikkere er vilde med, når der 13. og 14. juni 2026 er Sønderborg Strikkefestival for fjerde gang.

Standenes åbningstider

  • lørdag den 13. juni kl. 10-17
  • søndag den 14. juni kl. 10-16.

De mange skønne varer tilsat havudsigt, det hyggelige i at være sammen med mange andre, der brænder for håndarbejde, muligheden for en snak eller måske lidt vejledning - og måske en frokost- eller kaffepause. Det er opskriften på standområdet ved Sønderborg Strikkefestival.

I lokalerne på Kasernen kan du finde ca. 30 stande, og vi har igen lagt vægt på stor variation og mangfoldighed, så der er noget for enhver smag. Vores ambition er nemlig også at tiltrække en stor bredde blandt festivalens gæster. Festivalen skal være relevant for både øvede og erfarne, unge og ældre, alle nationaliteter og for forskellige anvendelser af garn og tilbehør.

Hvis du har en stand med garn eller tilbehør, der matcher Sønderborg Strikkefestival, så henvend dig til os på https://garnudengraenser.memberlink.dk/Form/Contact.