De første festivaler

Foreningen Garn uden Grænser blev stiftet i december 2021. Anledningen var, at strikkefestivalen på Fanø havde lukket og efterlod "et ledigt marked" for en strikkefestival i det sydlige Jylland. Formålet for Garn uden Grænser var – og er – at arrangere en årlig strikkefestival i Sønderborg og at tilbyde strikkeaktiviteter og -arrangementer for foreningens medlemmer.

2025:

Den tredje Sønderborg Strikkefestival blev gennemført i dejligt sommervejr - vinduer stod på vid gab ud mod et glinsende Alssund. Som noget nyt var vi ikke længere på Sønderborghus, men kun på Kasernen og i Multikulturhuset. Dermed var alle aktiviteter tæt på hinanden. Vi nåede igen ca. 1100 gæster, ca. 30 gennemførte workshops og samme antal stande. 

Som optakt til festivalen havde en gruppe frivillige produceret bunker af sjov gadepynt. Træer i centrum var pyntet med øjne, næser og munde. Det vakte opsigt ;o) .....  Alspigen var blevet klædt i en hæklet bikini - uvist af hvem, men vældigt sjovt og opsigtsvækkende. Vi føler, at byen i højere grad har fået øjnene op for strikkefestivalen og de mange gæster, den bringer til byen.

Igen havde vi glæde af et værdifuldt og uundværdligt samarbejde med sponsorer og samarbejdspartnere.

2024:

Efter den succesrige start i 2023 gik bestyrelsen i gang med at planlægge den anden Sønderborg Strikkefestival. Den fandt sted 14.-16. juni 2024. Ambitionen var at nå mindst samme deltagerantal som det første år. Det lykkedes, selv om det var en yderst regnfyldt weekend!

Mange workshops blev gennemført, og gæsterne gav superfin feedback til både underviserne og de ca. 35 stande.

Festivalen blev mere synlig i bybilledet – med store garnnøgler og små, strikkede aha-oplevelser i buske og træer og på statuer. Igen var der strikkespots, men i regnvejret var det mest Røde Kors-nørklernes indendørs strikkespot i Perlegade, der var et hit.

På Kasernen kunne gæsterne opleve vævning, idet stedets to fine vævestuer åbnede som levende værksteder, mens festivalen fandt sted, ligesom den lokalhistoriske udstilling var ekstraordinært åben og bl.a. fremviste en væld af strikkeopskrifter fra Nordisk Garn i Sønderborg.

2023:

Den første strikkefestival blev holdt i juni 2023 og havde ca. 1100 deltagere. Tre steder i Sønderborg – i Multikulturhuset, foreningshuset Kasernen og på Sønderborghus – blev der afviklet en række workshops, ligesom gæsterne kunne besøge ca. 40 stande, der solgte garn, opskrifter, håndarbejdsredskaber, tasker mm. Desuden var der foredrag.

Sideløbende var der en udstilling i det lokalhistoriske arkiv på Kasernen, og der var etableret strikkespots et par steder i byen, hvor strikkere spontant satte sig og nørklede med deres strikketøj.

Undervejs:

Garn uden Grænser – foreningen der arrangerer Sønderborg Strikkefestival – har siden 2023 haft et stabilt medlemstal på omkring 300. Ud over festivalen holder foreningen to-tre medlemsarrangementer i vinterhalvåret.

Foreningen fik i 2023 skabt et særligt Sønderborg-design: Strikkede sjal, halsrør og halstørklæde. De er designet af strikdesigner Kirsten Nyboe, Kolding, som har taget udgangspunkt i symboler, Sønderborg er kendt for – bl.a. Dybbøl Mølle, havets fisk, Kong Chr. X’s Bro og kommunelogoet, uendelighedstegnet. Opskrifterne kan fås ved henvendelse til Else Tornbo, Garn uden Grænsers bestyrelse.