Historien bag Garn uden Grænser
Foreningen Garn uden Grænser gennemførte i sommeren 2023 den første strikkefestival i Sønderborg.

Efter tre vellykkede festivaler hylder vi uændret et
princip om, at alt foregår i gåafstand midt i Sønderborg og med p-pladser lige i nærheden. Foredrag, stande og workshops er i Multikulturhuset og foreningshuset Kasernen, og rundt i byen er der strikkespots. Når man snupper en pause, er der rig lejlighed til at nyde bylivet og besøge en af de mange caféer og restauranter, der også er lige rundt om hjørnet.
Bag Sønderborg Strikkefestival står foreningen Garn uden Grænser, som er en non profit-forening, drevet af frivillige.

Foreningen holdt stiftende generalforsamling den 8. december 2021.
Dens formål er at holde en tilbagevendende festival (i weekenden i uge 24), der oplyser, inspirerer og engagerer de besøgende i forståelsen for arbejdet med garn som hobby, håndværk og kunstnerisk udtryksform. Det er foreningens ambition at videreudvikle festivalen som en regional begivenhed inden for primært strik, men på sigt også andre former for håndarbejde, hvor garn er fællesnævneren.

Foreningen har en arbejdende bestyrelse, der planlægger og koordinerer, men
også en større medlemsgruppe, der løbende informeres om bestyrelsens
arbejde og efter behov involveres i bestyrelsens arbejde som frivillige.

Foreningen Garn uden Grænser
Garn uden Grænser er en forening, der har til formål at holde en årlig festival i Sønderborg i juni og to-tre medlemsarrangementer i vinterhalvåret.

Det er foreningens ambition at udvikle festivalen til en attraktion, som:
- på grund af høj kvalitet og stor variation tiltrækker både lokale og gæster udefra, som rejser efter festivaloplevelsen og alt det andet, Sønderborg
byder på, og 
- tiltrækker både de unge, de nysgerrige og de erfarne, som søger ny inspiration og gode interessefællesskaber.

Der er ingen kommercielle eller individuelle interesser forbundet med foreningen Garn uden Grænser.

Bestyrelsen
Både bestyrelsen og de øvrige frivillige i Garn uden Grænser er ivrige strikkere. Nogle strikker til sig selv, egne børn og børnebørn, andre er teststrikkere for strikdesignere eller strikker til en af de lokale garnforretninger. Generelt må vi alle indrømme, at vi brænder for garn, strik og ofte meget andet håndarbejde.

Bestyrelsen består pr. 30. september 2024 af:

- Aase Henriksen, bestyrelsesformand
- Else Tornbo, næstformand
- Kirsten Bielefeldt, kasserer
- Trine Malm Clemmensen
- Anne-Mette Krejberg
- Herdis Thomsen Maaløe
- Tove Thorning Pelle
- Kirsten I. Karlsen (suppleant)

Revisor

- Bente Viuff Jørgensen