Sønderborg byder ikke alene på en skøn strikkefestival. Med sin placering på begge sider af Alssund er naturen i sig selv en god grund til at besøge Sønderborg. Men der er også et hyggeligt byliv med mange cafeer og restauranter, spændende butikker, historiske steer, museer og overnatningsmuligheder. Der er med andre ord mange gode grunde til at gøre din tur til Sønderborg Strikkefestival til mere end en spændende tur for dig, der er vild med garn. Tag din familie eller dine måske ikke-strikkende veninder med. Der er meget, de kan tage på opdagelse i og til, mens du er til strikkefestival.
Uanset om du vælger at ankomme til Sønderborg i bil, med fly, tog, bus, vandrende ad Gendarmstien, cyklende forbi Dybbøl Mølle eller sejlende til en af byens lystbådehavne, breder naturen armene ud og inviterer til mange forskellige aktiviteter: Sejlads, vandring, cykelture er oplagte muligheder både langs vandet og i skovområderne, ligesom der er skønne bademuligheder mange steder.
Der er utallige overnatningsmuligheder: Skønne sommerhusområder ved strandene på Sydals, på Nordals og i Vemmingbund, der er Nordborg Resort og mange både små og store hoteller, campingpladser og B&B’s.
I byen vrimler det med caféer og restauranter. Mange af dem har udendørs servering, så man rigtigt kan nyde bylivet på en dejlig sommerdag.
Du kan opleve Sønderborg fra oven ved at tage op i Point of View. Fra 16. etage får du i klart vejr et fantastisk 360 graders kig ud over byen, Alssund og det omgivende landskab. Udsigtspunktet er lige ved siden af Kasernen og Multikulturhuset, hvor strikkefestivalen finder sted.
Der er også god mulighed for at tage på opdagelse på bl.a.:
Museet på Sønderborg Slot
Historiecenteret Dybbøl Banke
Augustiana Kunstpark og Kunsthal
Deutsches Museum Nordschleswig
Universe
Hvis du ikke selv ankommer i sejl- eller motorbåd, kan du alligevel komme en tur på vandet med færgen Liinsand.
Endelig er der i Sønderborg rig mulighed for en god shoppetur – både i midtbyen, hvor der er gågade, sidegader og butikscenter, og i Center Øst, hvor der er større varehuse og butikker.
Garn og Sønderborg hører sammen
I mange år var det lysende røde garnnøgle med de grønne strikkepinde Sønderborgs vartegn. Garnnøglet sad højt i toppen af skorstenen på Kamgarnspinderiet i Hilmar Finsens Gade, hvor det lyste i mørket fra den 19. december 1948 og indtil skorstenen blev væltet den 29. januar 1983.
Det Danske Kamgarnspinderi blev etableret i 1921. Efterhånden fik fabrikken omkring 300 ansatte og var i en årrække landsdelens største virksomhed*. Produktionen var delt i to – henholdsvis maskingarn til tekstilindustrien og garn til håndstrikning.
Fabrikken blev grundlagt af Hr. Bremer. Han solgte det til et aktieselskab for selv at etablere Hjertegarn i Odense. Hovedaktionær i aktieselskabet var Hr. Rhodius. Men
spinderiets ansigt udadtil blev i årtier den hollandske bankmand og revisor, E. van Toornburg, som kom til i 1930 for at rette op på Kamgarnspinderiets drift og økonomi. Det lykkedes godt for ham, og fabrikken udvidede fire gange mellem 1937 og 1952 med bl.a. rågarnlager og spoleri. Medarbejderskaren voksede, og de havde det godt*. Van Toornburgs motto var, at ”når det går godt for firmaet, skal det også gå medarbejderne godt”.
Sønderborg Garn var i årtier kendt for kvalitet. Der var store kunder i Herning- og Ikast-områderne, hvor store tøjproducenter havde hjemme. Til private havde
virksomheden også en omfattende aktivitet med udgivelse af strikopskrifter.
I 1970 blev virksomheden af Hr. Rhodius’ arvinger solgt til Konsul Meyer, en udlandsdansker med bopæl i Monaco. Han afskedigede straks efter overtagelsen en
stor del af medarbejderne, og virksomhedens deroute begyndte. Der blev gjort store anstrengelser for at bevare ”Sønderborgs stolthed”, bl.a. forsøgte man i 1977 at
fusionere med Odense Garn, men det lykkedes ikke, og da konjunkturerne samtidig var nedadgående, lukkede Kamgarnspinderiet i Sønderborg i 1978.
Bygningerne er i dag hovedkontor for de tekniske/håndværksmæssige uddannelser i landsdelen, EUC Syd.
* Jf. fortælling dateret 26. maj 1986 af Karl Kroll, spinderileder