Uden mad og drikke...

Der er rig lejlighed til at få stillet tørsten eller sulten, når du er til Sønderborg Strikkefestival. Uanset om du bare ønsker en hurtig sandwich eller en frokost, du vil have god tid til, så er der en løsning lige i nærheden.

I gården ved Kasernen, hvor du finder alle festivalens stande, står Betinas hyggelige, gule food truck, der er klar med både lette frokostretter (også glutenfri og veganske), kolde og varme drikke samt is.

- FamilyFood er min drøm om at være selvstændig, og den realiserede jeg for seks år siden. I min glade, gule vogn forener jeg min passion for gode råvarer og personlig kundeservice, og det nyder jeg, siger Betina.

Mange lokale vil kende Betina i forvejen, for hun har de seneste somre haft sin vogn ved ”Den Sorte Strand” ved Sønderborg Lystbådehavn, hvor strandgæsterne både kan nyde en dukkert, den smukke udsigt og et besøg i Betinas ”FamilyFood”.

På Sønderborg Strikkefestivals anden adresse – i Multikulturhuset – finder du en af Sønderborgs bedste caféer, Kjukken, som imponerer med både et lækkert menukort og en vidunderlig udsigt.

Der er rift om pladserne hos Kjukken, så hvis der er fuldt hus, så kan du glæde dig over, at Sønderborg byder på et utal af andre caféer og restauranter. De nærmeste ligger kun få hundrede meter fra festivalområdet – på Nørre Havnegade og Sønder Havnegade – mens der i centrum på Perlegade, Rådhustorvet og Østergade ligger en række andre.

Derudover må man sætte sig med mad, evt. medbragt mad, hos Røde Kors på Kasernen, i hyggekrogene på Bibliotekets 2. sal og på offentlige bænke i området. I Parolesalen på Kasernen må man gerne sidde og strikke, men ikke spise medbragt mad.

Familyfood

Betina Petersen byder i sin Familyfood-truck på lette frokostretter, kolde og varme drikke samt is. Trucken finder du i kasernegården.